Pokerfilm gennem tiden (Del 1)

Pokerfilm - kortene taler. Helten sidder over skurken. Spændingen er nervepirrende, alt er satset. Spil - især de visuelt meget egnede kortspil - er populære til at oppeppe skærmbillederne. Nogle film har ligefrem taget udgangspunkt i kortspil.

Texaspoker.dk fortæller om et par håndfulde, selv om listen kun medtager et udvalg af de bedste. Filmene er opdelt i temaer, der følger udviklingen i synet på spillet. Temaerne bevæger sig tættere og tættere på spillet, som vi kender det.

Af bananen9

De første advarsler

Den første film om poker er den amerikanske stumfilm A Cure for Pokeritis fra 1912. Filmen kunne have foregået i victoriatidens puritanske England. Den sort/hvide komedie varer knap 13 minutter og har filmverdens første komediestjerne, John Bunny, i hovedrollen. Bunny spiller den tykke og livsglade George Brown, der er småafhængig af spil med vennerne. Spillebulen er hans fristed. Han lover sin halvanorektiske og meget moralske kone at stoppe med at spille poker, efter at hun har fået et mindre hysterisk anfald.

George Brown sniger sig alligevel til lidt spilleadspredelse. Konen har en mistanke om, at George har noget for, og i første omgang beder hun sin fætter skygge ham. Da hun får nys om, at George spiller bag hendes ryg, sender sin bibelklasse efter George. Men politiet hører også om pokerklubben, som de invaderer få sekunder, før bibelklassen stormer ind i lokalet. Midt i kaosset omfavner den tilgivende kone den angrende George. Boys will be boys!

A Cure for Pokeritis kan ses ved at følge linket.

Hvor A Cure har en overskuelig spilletid og er uden de store artistiske ambitioner, ser det ganske anderledes ud med Dr. Mabuse der Spieler fra 1922. Den sort/hvide stumfilm varer mere end 4 timer. Filmen om dr. Mabuse - en skruppelløs superskurk som hypnotiserer sine ofre - er tænkt som en ætsende diagnose af det moderne, kapitalistiske samfund.

Som manden med de mange udklædninger manipulerer Dr. Mabuse alt fra aktiemarkeder til modspillere i poker. Meget klarere kan det ikke siges: Kortspil har noget dekadent over sig. Andres ulykke er ligegyldig. Pengene er vundet, moralen tabt. Poker er en af måderne, hvorpå skruppelløse skurke manipulerer med (alle) os andre (uskyldige).

Men uanset versionen - slapstick´en eller den skæbnetunge krisestemning - giver filmene samme billede: Poker og kortspil er noget, man bør holde sig fra!

Rejsen over Atlanten

Pokerspillet fungerede som billede på alt det onde (læs: amerikanske) i dr. Mabuses moderne, kapitalistiske mareridtsverden. I megen europæisk tænkning er det unge Amerika intet mindre end symbolet på det moderne, forjagede, flygtige og fladpandede liv, mens det gamle Europa står for såkaldt rigtig kultur.

Tilfældigvis er poker noget nær en amerikansk folkeforlystelse. Spillet havde sin oprindelse for godt 200 år siden i USA og spilles nu af alle samfundslag, helt op til præsidenter (se Texaspoker.dk´s profil af Barack Obama). Efter Anden Verdenskrig overtog Hollywood utvetydigt Europas kunstneriske førertrøje på filmfronten. Det udelukkende negative billede af poker fulgte (naturligvis) ikke med filmens rejse over Atlanten.

Det nye billede kan opsummeres som: Den gode sejrer til sidst, heldet tilsmiler helten / den kloge narrer den mindre kloge, den uoverskuelige krise forsvinder som dug for solen, drømmen og friheden sejrer over middelmådigheden og det fastbundne liv osv.

Den amerikanske drøm udtrykt i 52 kort, kort sagt.

Billedet af pokerspilleren ændrede sig i takt med fremkomsten af et nyt billede af "en rigtig mand". Han er lige så cool som John Wayne, Gary Cooper eller Clint Eastwood. Sej, modig og udstyret med overlegent pokerfjæs. Det er den ubundne mand, fri for alle de dagligdags begrænsninger, som tynger George Brown i A Cure for Pokeritis.  Det er manden, der tør satse. Selvfølgelig vinder helten, før han rider mod den nedadgående sol med afgjort sag.

Eksempler på klassiske westerns, hvor poker spiller en vigtig rolle, er The Gunfighter med Gregory Peck (1950) eller John Wayne i Three Godfathers (1948).*

Drømmen tilsat ironi

The Maverick (1994) er både en pokerwestern - et koncept mere amerikansk end apple pie - og en vellykket komedie. Ordet maverick betyder: individualist eller enegænger. Sejmands-klichéerne beskrevet ovenfor er tykke som stegeolie, og The Maverick bringer frisk luft ind i pokerwestern genren.

Komedien har Mel Gibson i hovedrollen som den sjove og charmerende Brett Maverick, der drømmer om at spille i den prestigefyldte All-Rivers Poker Tournament. Præmien til vinderen er gigantisk, det er buy-in desværre også, og Brett Maverick ejer ikke pengene. Med kun 2 dage til turneringsstart går den vilde jagt på penge til adgangsbilletten. Resten må du selv se - og du er sikret et godt grin.

Komedien og de romantiske indslag krydres med en masse poker.

En af de mest berømte pokerwesterns er A Big Hand for the Little Lady fra 1966. Det er også en komedie, men der er skruet ned for det altopslugende heltemotiv. Filmen foregår i en lille by i Texas i slutningen af 1890´erne og har Henry Fonda i hovedrollen som nybyggeren Meredith.

Fem velestimerede herrer fra byen mødes til deres årlige high-stakes sammenkomst i baglokalet af Sam´s Bar. Bedemanden kommer i sin hestetrukne ligvogn, mens advokaten dropper sine afsluttende bemærkninger i en retssag for at kunne nå pokeraftalen. En 3. nøjes med at arrangere en udsættelse af sin datters bryllup.

Samtidig kommer Meredith, konen Mary og sønnen Jackie forbi i deres ørkenskib. De er på vej vestover for at opbygge et nyt liv. Det ene hjul bryder sammen, og mens det bliver repareret, opholder familien sig i Sam´s Bar. Meredith er tidligere gambler - ludoman faktisk - og der går ikke lang tid, før han sidder ved bordet.

Spillerne raiser, re-raiser, og Meredith fortsætter, selv om han for længst har formøblet familiens opsparing. Da han tildeles en superhånd, får han et hjerteslag. Det sidste, Meredith når at hviske til den tililende læge, er, at Mary skal spille hans hånd færdig.

Det indvilliger Mary i. Problemet er bare, at hun ikke kender reglerne i det traditionelt mandsdominerede spil. Hun får at vide, at hvis hun ikke kan stille pengene til raises og re-raises, er hun ude af spillet. Det lykkes hende at låne pengene, og bankdirektøren - som hun låner pengene af - spiller hånden for hende. Han vinder selvfølgelig.

Alt ender lykkeligt - måske. Slutningen er klassisk, så den må du selv se.

* Og er machoheltene andet end cowboys - f.eks. politibetjente eller hårdkogte gangstere eller nådesløse journalister og privatdetektiver - er det også helt fint.

Læs 2 del af Pokerfilm gennem tiden her!