Omaha Strategi

Omaha hånd

I denne nybegynder-guide til Omaha, vil vi komme omkring de mest vigtige ting som en nybegynder bør have med sig i baghovedet, når han sætter sig ved et Pot Limit Omaha bord.

Der er selvfølgelig ingen garantier for, at gennemlæsning af denne artikel vil gøre dig til en vindende PLO-spiller, men artiklen er blevet rost af mange "grønne" spillere og er særdeles anbefalelsesværdig.

(artiklen fortsættes længere nede...)

Gode pokersites til Pot Limit Omaha poker

(...)

Artiklen er delt op i følgende dele:

 

Afsnit 1: Gode råd om Omaha

 

Afsnit 2: De bedste Omaha starthænder

  1. De store par har brug for hjælp
  2. Wraps
  3. Gode draw hænder
  4. To par på hånden
  5. 30 bedste starthænder

 

Afsnit 3: Spillet før floppet

  1. Balancer dine raises
  2. Position er uhyggelig vigtig i Omaha

     

Afsnit 4: Spillet efter floppet

  1. Boardets tekstur
  2. Vurdér dine outs - kend dine draws
  3. Dine modstandere
  4. Post-flop tommelfinger-regler

 


Gode råd om Omaha

For at blive en vindende Omaha-pokerspiller kræves der strategisk kløgt og disciplin samt et stort overblik. Er du således typen der nemt mister fokus og koncentration, er Omaha nok heller ikke det rigtige kortspil for dig.

Har du derimod sat dig godt ind i Omaha reglerne og er i stand til at analysere en pokerhånd, så kan Omaha hurtigt blive et profitabelt spil for dig. For der er rigtigt, rigtigt mange aktive Omaha spillere, der stadig ikke har styr på de mest basale strategier i spillet.

Evner du bør besidde for at blive en god Omaha spiller:
 

  1. Handselection - at forstå at udvælge de rigtige starthænder kræver stor disciplin og forståelse for spillet.
     
  2. Mod - det nytter ikke at være "money-scared" eller calle for meget med den bedste hånd. Du skal være klar til at raise når du har en god hånd.
     
  3. Dømmekraft - du skal være realistisk i forhold til din hånds styrke kontra dine modstanderes handlinger og sandsynligheden for at være slået.
     
  4. Pokermindset - du skal have det rigtige mindset, dvs. indstilling til poker, når du spiller. Har du let til tilt, så hold dig væk fra Omaha.

 

Besidder du disse fire vigtige egenskaber, er du godt på vej. Ellers kan denne Omaha strategi-guide formentligt hjælpe dig på vej mod at blive en god/bedre Omaha-spiller.


De bedste Omaha starthænder

De spillere som er konsistent vindende i Pot Limit Omaha tænker ikke på "store par" når de tænker på en god Omaha starthånd.

De tænker på "kombinationer". Selvom store par bestemt har deres værdi i Omaha, er det hænder med kombinations-værdi, der er nøglen til at lave overskud på Pot Limit Omaha.

Hvad betyder det så, kombinationer?

Først skal vi huske at vi skal bruge 2 kort fra vores 4 hole cards, kombineret med 3 fra bordet til at lave den bedste 5 korts pokerhånd. I Omaha er der derfor 6 forskellige kombinationer du kan lave med dine 4 hole cards.

Hvis vi, for eksemplets, skyld navngiver dine fire hole cards A, B, C og D så ser dine 6 mulige kombinationer således ud:
 

  1. A+B, A+C, A+D
  2. B+C, B+D
  3. C+D

 

Lad os prøve at se på nogle kombinations-muligheder med to forskellige starthænder. Lad os sammenligne K [s] K [c] 8 [d] 3 [h] i fire forskellige kulører med Q [s] J [h] T [s] 9 [h] i to forskellige kulører (dobbelt suited).

Det høje par:

Med K [s] K [c] 8 [d] 3 [h] hånden har du kun én kombination der kan ramme floppet og blive en reel Omaha hånd; nemlig K-K. 8-3 kan ikke blive til en straight, en flush eller nogen som helst anden trussel medmindre floppet er et rendyrket mirakel.

Det er kun hvis du flopper én af de to resterende konger, at du har en stærk hånd, og her skal du huske at kommer der fx. to kort i samme kulør eller et andet billedekort sammen med din konge, så er der god sandsynlighed for, at en af dine modstandere sidder med et kæmpe draw mod dig.

Det vil sige du nemt kan blive overhalet på turn eller river.

Wrap-hånden

Q [s] J [h] T [s] 9 [h] kombinationen derimod har mange flere muligheder for at ramme floppet med stabil styrke. Denne slags hånd kaldes et "wrap".

Alle 6 af de kombinationer vi listede overfor er i spil med denne type hænder, fordi du kan lave straights med alle kombinationerne og de to kulører giver dig flush-muligheder (dog ikke nuts).

Forestilller vi os et flop, der hedder A-K-8 med to kort i samme kulør som en af dine flush-kombinationer, gør antallet af kombinationer at du bliver stor favorit til at have den bedste hånd på riveren.

Dermed ikke sagt, at store par ikke har nogen værdi i Pot Limit Omaha. Pointen er blot den, at med en stærk kombinations-hånd har du chancen for at ramme floppet på mange måder og ikke blot et top set.

Fordelen ved at spille disse "wraps" er også, at du bliver sværere at læse, når du tilsyneladende better ud på et board uden alt for mange billedekort. Wraps er nemlig også gode i den lave ende af skalaen som fx. 5-6-7-8, men jo højere de bliver desto bedre.

De kan også spilles uden suits, med ét suit men for ultimativ styrke, bør man spille dem med dobbelt suit.

Det høje par - med ekstra styrke:

Når du leder efter den bedste grund til at spille dine høje par i Omaha, så skal du kigge efter de to andre kort i din starthånd.

Lad os sige, du har A [h] A [c] 8 [h] 7 [c] på hånden i to kulører (dobbelt suited).

Nu sidder du med en mulighed for at lave det stærke top set med A-A-A, men du har samtidig muligheden for at floppe to forskellige nut-flushdraws samt en 8-7 straight kombination.

Det gode ved denne type hånd er også, at du på floppet lynhurtigt kan vurdere om du har outs til et nut-draw - altså, har du den bedste mulige hånd, hvis du rammer et af de kort du mangler.

I dette afsnit har vi kigger lidt på kombinationer, for at understrege vigtigheden af at være klædt ordentligt på "hjemmefra" før man begiver sig ind i en pot.

Det er vigtigt i Holdem at have en stærk starthånd og spille i rigtig position, men i Omaha er det faktisk endnu mere vigtigt.

Derfor går vi i det følgende afsnit mere i dybden med starthænder, hvor vi overfladisk berører hvordan de bør spilles post-flop - altså, efter floppet er på bordet.


De store par har brug for hjælp

Der er en general debat blandt de bedste PLO spillere om hvilken starthånd er den bedste af dem alle.

Nogle mener det er A-A-K-K dobbelt suited, mens andre foretrækker A-A-J-T dobbelt suited.

Når vi tænker på "kombinationer" - og det gør vi altid når vi spiller Omaha - så klarer A-A-J-T sig bedre end A-A-K-K. A-A-J-T har alle 6 kombinationer kørende for sig, mens A-A-K-K hånden mest har muligheden for at ramme top set, og dermed ofte fuld hus.

Den bedste måde at anskue denne debat er, at være glad uanset hvilken af disse to hænder du får tildelt, og såfremt floppet i øvrigt er lavt uden du har et flushtræk gør du måske klogt i at skille dig af med kortene inden det bliver for dyrt.

Husk på at i Omaha er ingen hånd specielt stor favorit til at vinde potten preflop.

A-A-x-x hænder i Pot Limit Omaha er stærke hænder, men det er dine andre hole cards der er med til at beslutte, hvor aggressivt du kan spille din hånd.

Du kan hurtigt komme i problemer, hvis du kun har AA uden nogen god hjælp fra dine andre hole cards, og du ønsker ikke at spille en stor pot med kun ét par i Pot Limit Omaha

Hvis du har muligheden for at isolere potten, således at du kun har én modstander med til floppet, og du kan få enten alle pengene ind før floppet eller langt størstedelen af din stack, så kan du godt komme all in preflop med en A-A-x-x hånd.

Men forsøg at undgå at investere for meget af din stack i potten, for hvis du ikke rammer et A mere på floppet - og i særdeleshed hvis der er mere end én modstander med i hånden - så kan du hurtigt komme i problemer.

K-K-x-x og Q-Q-x-x har samme instrukser på etiketten.

Her skal du faktisk have endnu mere hjælpe fra dine to andre hole cards, da du ikke altid vil ramme top set når du rammer et set.

Af og til vil der komme et A-Q-3 flop, og hvis du sidder med Q-Q-x-x kan du være i problemer mod A-A-x-x. Derfor er det optimale for dig, hvis du har nogle re-draws; dvs. muligheden for at ramme måske en straight eller en flush. Af og til er det således i Omaha, at den hånd man tror man skal vinde puljen med ikke er den der rent faktisk tager puljen ned.

Alle andre par i Pot Limit Omaha skal spilles med største forsigtighed. Top set er en stor hånd i Omaha, men enhver mulighed for straight eller flush på bordet er meget ofte en reel trussel.

Derudover kan ethvert overkort på turn eller river betyde, at din modstander(e) nu har overhalet dig med et overset. Det sker meget oftere i Omaha, end det gør i NL Holdem. Hvis du fx. har T [h] T [s] 7 [c] 2 [d] og du ser et flop med T [d] 6 [c] 5 [c] og to modstandere med i hånden, så kan du nemt være oppe imod fx. Q [h] Q [c] 8 [c] 7 [h] og A [s] A [d] 4 [s] 3 [d] , og dermed er der mange kort på turn eller river der kan sprænge dit top set til atomer.


Wraps

Starthænder med 4 sammenhængende kort kaldes for et wrap, og disse er uhyre stærke i Pot Limit Omaha. Dette skyldes de mange kombinations-muligheder hånden har, og hvis dit wrap består af høje kort og/eller samtidigt er suitede bliver de kun endnu stærkere.

De største wraps:
 

  1. A [h] K [s] Q [s] J [h]
     
  2. K [c] Q [d] J [c] T [d]
     
  3. Q [s] J [s] T [h] 9 [h]
     
  4. etc.

 

Disse er monsterhænder i Omaha og er kun en lille underdog overfor A-A-x-x før floppet.

Hvis du er i position - dvs. du er den der skal agere sidst - bør du spille denne type hænder aggressivt, men træd varsomt videre i hånden, hvis du overhovedet ikke connecter med boardet med fx. enten to par, straight- og/eller flushtræk.

Styrken i disse hænder hænger sammen med den brede vifte af straights og flushes de kan udvikle sig til. Kommer der et flop med to kort i en af dine kulører og et open ended straight træk, kan du have mere end 17 outs til at få the nuts på turn eller river, hvilket gør dig til en favorit til at vinde hånden - selv hvis din modstander har floppet tre ens.

Wraps i den lavere ende af skalaen er også udmærkede hænder - igen specielt hvis de er dobbelt suited.

Hvis du har mistanke om, at en modstander kun raiser A-A-x-x hænderne, som man ofte ser på de lavere stakes af Pot Limit Omaha - så er det super at calle med fx. 9-8-7-6, fordi når du rammer et flop med fx. 2-6-8 vil din modstander ofte synes at floppet ser harmløst ud, men du har faktisk floppet top to par samt du har et open ended straight træk.

Måske har du endda også flush-outs, hvis du var dobbelt suited. Med de lave wraps skal du dog altid være påpasselig ikke at betale af mod en højere straight, da risikoen for at ende med den næstbedste hånd er større, jo lavere dit wrap er.



Wraps med gaps

"Gap" betyder mellemrum på engelsk, og gaps i dit wrap betyder som sådan blot, at der er et hul i kortrækken som fx. K-Q-T-9. Her er der et gap, fordi J mangler i rækken.

Med denne type hånd begynder dit wrap at tabe lidt værdi. Jo større gappet er i hånden, desto svagere er din hånd. Du bør også være opmærksom på at et gap er bedre i den lave ende af rækken, end i den høje.

Fx. er T-9-6-5 i virkeligheden bare to små connectors (T9 & 65), hvilket gør det sværere at ramme et solidt flop ligesom J-8-7-6 hånd har den ulempe, at mange af de straights du vil ramme ikke nødvendigvis er "the nuts" og i Omaha er det uhyggeligt vigtigt at have the nuts - eller tæt på.

 

Gode draw hænder

I NL Holdem taler man altid om at "position er det vigtigste overhovedet", og ligeså sandt som det er sagt, er det samme gældende i Pot Limit Omaha - eneste forskel er, at i Omaha er det endnu mere vigtigt. Position, position, position.

Sådan bør du tænke når du har fået tildelt kort, og overvejer at bevæge dig ind i potten med et solidt potsize bet.

Når du er i position er der en bredere vifte af hænder, du kan spille, og fx. er hænder som T-T-J-9 særdeles spilbare hænder - specielt dobbelt suited - når du er i position.

Du kan ramme floppet på mange måder med denne type hånd. Det samme gør sig gældende med fx. A [h] 8 [h] 7 [c] 6 [c] , men her er det rigtigt vigtigt at i hvert fald dit A er suited med et af de andre kort. På den måde kan du nemlig både floppe nogle straight kombinationer, men også et nutflush draw.

 

To par på hånden

Mange spillere bliver glade når de ser en Omaha hånd med to par, som fx. J-J-3-3, og den gode nyhed her er da også, at du faktisk floppet et set én ud af 4.5 gange med sådan en hånd.

Problemet er dog, at hvis du ikke har to høje par, og med eksemplet herover fx. rammer et set i 3'ere, kan du meget nemt have ramt en hånd der er den næstbedste.

Set over set forekommer meget hyppigere i Omaha end i Holdem, og derfor frarådes det at spille par under 9-9 for set-value. På den måde vil det oftere være dig, der har ramt set over set og lade en anden med et lavere set forsøge at ramme 4 ens (forudsat han ikke har flush- eller straightdraws selvfølgelig).

Igen er det at foretrække dine 2-par hænder er dobbelt suited, såsom fx. K [h] K [s] T [h] T [s].

Nu har vi været igennem de bedste af de forskellige typer starthænder. Herunder kan du se en liste over de 30 bedste starthænder i rækkefølge:



 

 

De 30 bedste starthænder i Pot Limit Omaha

(bemærk at her ikke er inkluderet wraps i mellemklassen, hvilket understreger hvor mange gode/mellemgode starthænder, der reelt findes i Omaha. Husk også at det som altid er en stor fordel at være dobbelt suited).
 

1.AAKK11.KQJT21.QQAK
2.AAJT12.KKTT22.QQAJ
3.AAQQ13.KKAQ23.QQAT
4.AAJJ14.KKAJ24.QQKJ
5.AATT15.KKAT25.QQKT
6.AA9916.KKQJ26.QQJT
7.AAXX17.KKQT27.QQJQ
8.89TJ18.KKJT28.QQ99
9.KKQQ19.QQJJ29.JJTT
10.KKJJ20.QQTT30.JJT9

 

Gå til toppen

 

 

Spillet før floppet

En af de vigtigste beslutninger du træffer når du spiller Pot Limit Omaha er, hvorvidt du skal bevæge dig ind i potten preflop.

Der er adskillige faktorer der spiller ind, når du skal beslutte om du vil spille din hånd eller ej.

Din egen hånds styrke er selvfølgelig relevant, men som sagt spiller adskillige faktorer en vigtig rolle i din beslutning:
 

  1. Din egen hånds styrke
     
  2. Din position i hånden
     
  3. Action før det bliver din tur - er der raised og evt. reraised?
     
  4. Dine modstanderes tendenser - spiller de mange hænder? Har de vist en masse "ikke-nuts" hænder op ved showdown?

 

I dette afsnit gennemgår vi nogle af de mest elementære tankeprocesser en begynder i Pot Limit Omaha bør gennemgå forud for at involvere sig med sin hånd i potten herunder overvejelser man bør gøre sig omkring betting strukturen i Pot Limit Omaha.

Betting strukturen i Pot Limit poker gør at bets før floppet er ganske små kontra størrelsen på potten når hånden når frem til riveren. Dette gør sig specielt gældende når to - eller flere - spillere flopper en stærk hånd, hvilket sker forholdsvist ofte i Omaha pga. de mange forskellige kombinations-muligheder man har med 4 hole cards.

Dette betyder at "implied odds" i Omaha potentielt kan være kæmpe store, og at du kan investere en ganske beskeden sum før floppet med muligheden for at vinde en stor pot, hvis du rammer floppet rigtig godt.

Det kan friste nogen til at blive meget nysgerrig omkring dét at se et flop, men vi anbefaler at du undlader at calle for meget for at se floppet i tidlig position, for i Pot Limit Omaha sker der tit dét, at en raiser i sen position, og så kan der meget nemt komme et reraise ind fra en tidligere "limper" og dermed tvinge dig til at smide en hånd du gerne lige ville se et billigt flop med.

Mange bække små, gør en stor å. Og når du har "limpet" ind mange gange og blevet raised og reraised nok gange, har du efterhånden smidt en del penge væk på at forsøge at komme billigt med til floppet.

Forsøg derfor at spille dine hænder i sen position, så risikoen for en raiser/reraiser i hånden efter du har ageret er mindre sandsynlig.


Balancer dine raises

En af de sværeste - og mest indbringende evner - at besidde i Omaha er, at undgå at afsløre din hånds styrke, mens der stadig bettes små beløb i den enkelte hånd.

Her kommer et tydeligt (og i øvrigt hyppigt) eksempel på dette som sætter det i relief.

Forestil dig en super-tight modstander, som du kun tidligere har set raise/reraise med AAxx hænderne. Spilleren samler igen AAxx op og raiser fuld pot før floppet. Resten af - de opmærksomme - spillere ved bordet ved omgående hvad dette betyder, og sidder der 6 eller 9 spillere ved bordet, vil langt størstedelen af dem kalde før floppet med en bred vifte af hænder.

Heriblandt er inkluderet mindre par, wraps, og dobbelt suitede hænder som alle kan ramme floppet på adskillige måder, der har et enkelt par esser slået. Nu kommer floppet så med 3 lave kort og med et flushtræk.

Spilleren med esserne better igen ud med et fuld pot bet, og bliver kaldt af to spillere. I Omaha er det et tegn på at han enten ikke længere har den bedste hånd - eller at han med største sandsynlighed meget snart bliver overhalet på turn eller river.

Spilleren med esserne lavede den kritiske fejl, at annoncere til resten af bordet at han havde AAxx, mens puljen stadig var lille. Derefter fulgte han op med endnu en fejl ved at bygge potten endnu større med en hånd der med stor sandsynlighed ikke længere er den bedste, eller havde stor risiko for at blive overhalet på turn eller river.

Kan du finde denne type spillere ved bordene - altså dem der annoncerer deres hænder på denne måde - så kan du lave mange penge på Omaha. De er nemlig også ofte dårlige til at folde når de er slået, fordi de med baggrund i NL Holdem er vant til, at man stort set aldrig folder AA.

Med dette printet ind i din Omaha-hukommelse ridser vi lige de allermest basale preflop betting-regler op, som begyndere i Pot Limit Omaha bør huske:
 

  1. Hvis du ALDRIG raiser før floppet vil dine modstandere for ofte få en billig/gratis chance for at overhale din hånd på floppet.
     
  2. Hvis du KUN raiser med hænder der indeholder et stort par, vil dit spil blive for nemt at gennemskue og du vil blive udnyttet af dygtigere spillere.

 

Nu tænker du måske: "Jamen, hvor skal jeg så raise og hvor ofte skal jeg forsøge at floppe en stærk hånd billigt?". Svaret hertil er ikke simpelt, men du skal bestræbe dig på at bygge potten større hvergang du formoder at du har en stærk hånd.

For at gøre det med succes, skal du raise ofte nok til at dine modstandere ikke kun kan sætte dig på AAxx. Eftersom AAxx heller ikke er nogen vidunderhånd i Omaha (se afsnittet længere oppe i teksten om høje par der skal have hjælp) giver det også meget god mening, at raise stærke wraps som fx. 7 [h] 8 [h] 9 [s] T [s] eller hænder med et par og draw kombination som fx. Q [h] Q [s] T [h] 9 [s].

Dette vil sikre at dine modstandere har svært ved at sætte dig på en specifik hånd, og dermed ikke kan udnytte dig baseret alene på dine aktioner preflop.



 

Position er uhyggelig vigtig i Omaha

Position ved bordet er vigtigere i PLO end i noget andet spil. Pga. Pot Limit betting strukturen i spillet betyder det, at de små bets preflop og på floppet giver dig større muligheder for at samle info på dine modstandere end i No Limit spillene, hvor en spiller kan gå all in på ethvert tidspunkt - også preflop - og lukke hånden.

Eftersom størstedelen af din profit i Pot Limit Omaha kommer fra de hænder, hvor du er den sidste til at agere på floppet, skal du forsøge at undgå at raise for ofte fra tidlig position og fra blinds. Dét at skulle agere først i enhver byderunde er en kæmpe ulempe pga. Pot Limit betting strukturen, og fordi der i Omaha ikke er nogle hænder der er store favoritter over andre hænder preflop. AAxx er ikke stor favorit mod en hvilken som helst anden starthånd i Omaha.

Når du er den første der skal agere efter floppet, vil du derfor meget ofte bruge en masse chips på at få den information, at du er slået. Du har raiset før floppet og 4 spillere har kaldt dig. Nu har du ikke ramt floppet, men better ud igen i håbet om at alle folder. Desværre er der to der kalder og en tredje spiller better nu et fuld pot bet.

Hvad gør du?

Havde du været sidst til at agere, ville du måske have set et fuld pot bet fra en i tidlig position, efterfulgt af et reraise fra en spiller i mellemposition, hvilket vil gøre din beslutning meget nemmere - enten har du den bedste hånd og føler dig klar til et all in, ellers kan du folde din hånd og spare en masse penge.

At være i position i hånden betyder også, at du kan spille en bredere vifte af hænder, fordi du ofte vil kunne tage potten ned efter floppet, hvis der er checked rundt til dig, men pas på må at overspille dine "skraldehænder" i Omaha.

Det er ikke sjældent, at dine modstandere dukker op med The Nuts, og så dur det ikke at du bliver glad for dit ene par eller noget andet der skulle være foldet forlængst.

Med små hænder skal du holde potten lille, og med store hænder (the nuts) forsøge at få potten bygget stor.

 

Gå til toppen

 

 

Spillet efter floppet

Nu har vi terpet starthænder og andre faldgruber ved Pot Limit Omaha, og understreget med den tykkeste sprittusch, hvor vigtigt det er at være ordentligt klædt på preflop.

Det er dog efter floppet at langt de fleste penge i Omaha vindes - og tabes - så i de følgende afsnit vil vi gennemgå nogle af de mest basale ting ved post-flop spillet i Pot Limit Omaha.
Bondemand med stråhat
Pot Limit Omaha er et spil der handler om draws, re-draws og nut-hænder.

Vores begynderguide til spillet efter floppet vil gennemgå de mest basale tankeprocesser der ligger bag dét at træffe bæredygtige beslutninger ved bordet og eliminere de værste (dyre) fejl, som de fleste nybegyndere begår, når de starter med Omaha.

Det første man skal kigge på efter floppet er boardets tekstur: hvor koordineret er floppet, hvor godt har din egen hånd ramt floppet - og hvor sandsynligt er det, at dine modstandere har ramt noget.

Det er vigtigt at kunne læse boardet rigtigt for at kunne beregne sine egne vinderchancer / outs og for at sikre sig, at man ikke er "drawing dead".

Der er en gammel læresætning om en bondemand som ejede 4 bondegårde og tog til Las Vegas for at spille poker. Han tabte 3 af sine bondegårde på at jage inside-straight draws uden at ramme, og tabte den 4 gård da han endelig ramte. Det er vigtigt, at man sikrer sig, at den hånd man forsøger at ramme nu også er den vindende hånd.

Det næste, vi kigger på er dine modstandere.

Hvor mange er med i hånden? Hvordan har de spillet hidtil og hvem raisede først preflop - og fra hvilken position?

Vi koger det hele ned til nogle overskuelige tommelfinger-regler omkring spillet efter floppet i Pot Limit Omaha, som du kan bruge mens du befinder dig på nybegynder-stadiet og optjener værdifuld erfaring ved at spille en masse Omaha-hænder.


Boardets tekstur:

Vi lægger ud med at sammenligne to forskellige Omaha-flops. I det første flop forestiller vi os et drawheavy board med 89T med et potentielt flushdraw, og i det andet eksempel tager vi udgangspunkt i et spredt flop med K82 uden nogle umiddelbare flushdraws.

For at spille god Omaha kræver det en evne til at vurdere floppet efter det er lagt på bordet og sige: "Hvad er sandsynligheden for at dette flop hjalp nogle af mine modstanderes starthænder til at blive stærkere?".

Når vi skal gennemgå disse eksempler forestiller vi os, at vi selv har A-A-x-x i fire forskellige kulører og overvejer hvorvidt vi skal bette ud.

Flop #1: 8 [h] 9 [h] T [c]: Dette flop er mildest talt ikke ret godt for en hånd som vores. Hvis det utænkelige skulle ske, at ingen af vores modstandere allerede har floppet en straight, så er der med stor sandsynlighed en lang række af draws der kan complete på turn og/eller river og faktisk kan vi ligeså godt bare smide vores nøgne esser i havnen med det samme.

Risikoen for at være slået allerede nu er meget sandsynlig, og da vi stadig mangler at se turn og river er risikoen for at blive overhalet af en straight eller flush på en af de næste streets for stor til, at det giver mening at fortsætte med at investere penge med ét par.

Flop #2: K [s] 8 [h] 2 [d]: I modsætning til floppet i eksempel nr. 1, er dette et tørt flop. Der er ingen flush- og/eller straight draws som kan ramme på turn, og floppet har to lave kort som sandsynligvis ikke har ramt et set.

Tidligere talte vi om, at dygtige Omaha spillere forstår risikoen ved at spille små par for set-value, og de fleste tænkende Omaha spilere folder ganske enkelt hænder som indeholder 2-2-x-x eller 8-8-x-x preflop.

Der er som altid undtagelser til dette, men den eneste reelle trussel på dette board er et set i konger. Såfremt din modstander ikke raisede før floppet er det mindre tænkeligt, at der er nogen som sidder med K-K-x-x på hånden, specielt på borde med lave buyins (læs: dårligere modstandere), da tendensen her altid er at raise hænder med store par.

På Flop #2 giver det god mening at bette ud med dit overpar til boardet som formentligt er den stærkeste hånd, og hvis du alligevel møder modstand kan du begynde at overveje om der måske er nogen, der har fanget en heldig hånd med to par eller et lille set, selvom det virker en smule utænkeligt.

Her er dine reads på din(e) modstander(e) altafgørende. Er der tale om tight spiller(e) som folder, folder og folder når de ikke har ramt? Så bør du måske folde.

Er modstanderen derimod en aggressiv spiller, som tilsyneladende ikke har en fold-knap i sin poker-software - ja, så er det måske en god idé at reraise ham.

Naturligvis vil de fleste flops være en mellemting i mellem disse to ekstreme eksempler, men det er vigtigt at forstå at det altafgørende er, at vurdere hvor sandsynligt det er at floppet har forbedret modstandernes hånd.

Den bedste måde at vurdere dette på, er at se på betting-action preflop.

Hvis der blev raiset (og måske reraiset) er der typisk tale om, at modstanderne sidder med et stort par (måske med nutflush draw muligheder i hånden) som fx. A [h] A [s] 4 [s] 5 [h] eller en "Broadway" hånd med fire billedkort, som kan give en stærk straight, hvis der kommer et flop med andre billedkort - fx. K [s] Q [c] J [d] T [h].

Med et lavt flop á la 3 [c] 4 [s] 8 [c] er det mindre sandsynligt, at en preflop raiser/reraiser har ramt noget derude. Hvis der er 3-4 spillere med til floppet vil alle flops der giver mulighed for floppede straights eller flushes være farlige, og man bør kun fortsætte, hvis man har en stensikker vinderhånd.

På et flop der indeholder et par bør du også ringe med alarmklokkerne, når det kommer til Pot Limit Omaha. Medmindre du har floppet et fuld hus (eller som minimum tre ens med top kicker), så kan du ikke spille videre på et parret board.
Du skal stort set aldrig jage en straight eller en flush under disse omstændigheder.

Tilbage til bondemanden der tabte sine 4 gårde på draws til hænder, der ikke var nuts... det er ganske enkelt en dårlig forretning at jage draws, som man ikke rammer ret tit, og når man så endelig gør, finder man ud af, at det kun er den næstbedste hånd, uden mulighed for at vinde. Fx. ved at ramme en straight, når en modstander allerede har fuldt hus.


Vurdér dine outs - kend dine draws

I Omaha er det almindeligt at spillere kan have så stærkt et draw, at de faktisk er favorit til at vinde potten mod en spiller som allerede har ramt en hånd. Det er derfor vigtigt at du hurtigt kan regne ud hvor mange outs du har til at få den vindende hånd.

Af og til kan man dog jage et flushtræk, som ikke er til nutflush og dermed kan man ikke være sikker på at vinde potten, selv hvis man rammer. Derfor giver det mening at inddele dine outs på turn og river i forskellige kategorier, som fx:
 

  1. Nut outs: Disse kort vil sikre dig den bedste mulige hånd - altså, den bedst mulige straight, flush eller fulde hus.
     
  2. Outs: Kort som giver dig en meget stærkt hånd, og som med største sandsynlighed vil være den vindende hånd.
     
  3. Hjælpekort: Kort som kommer på turn og som kan give dig endnu flere outs på riveren. Et eksempel kan være at du har et straightdraw og to hjerter på hånden, men der er kun én hjerter på floppet. Kommer der en hjerter mere på turn vil du nu have et straight OG et flushdraw på riveren, hvilket forøger dine vinderchancer betydeligt.
     
  4. Dræber outs: Kort som vil give dig the stone cold nuts - en uovervindelig hånd, som fx. den bedste straightflush eller de højeste fire ens.
     

En god tommelfinger-regel er, at hvis du har 15 outs til en nuts-hånd vil du være favorit imod en hvilken som helst hånd din modstander har, før turn bliver givet.

Hvis du kan komme all in med 15 eller flere outs i dette scenarie før turn, vil du vinde penge på Omaha i længden.

Dog kan variansen i Omaha være ubarmhjertig, så der skal spilles (rigtigt) mange hænder, før den matematiske sikkerhed i dette move spiller ind. Desuden er det ikke nødvendigvis det mest profitable at få pengene ind i dette spot. Der er mange faktorer der spiller ind, som gør at det kan være mere profitabelt at vælge en anden måde at spille din hånd på.

OBS! Når du sidder på floppet med en drawing-hand er det vigtigt at vurdere dine vinderchancer realistisk, hvis du rammer en af de outs du forsøger at ramme.
At forsøge at ramme en hånd, der ikke er nuts, er en af de dyreste fejl at begå i Pot Limit Omaha, og det bør KUN overvejes i en hånd hvor du er heads up med én modstander - specielt hvis denne modstander typisk er aggressiv og spiller mange hænder som ikke er nuts.

Mod sådan en modstander giver det måske endda god mening, at raise/reraise med dit draw, fordi det giver din modstander muligheden for at folde sin hånd. Dermed kan du vinde potten uden at ramme dit draw. I en multiway pot, bør man forsøge at undgå at jage en hånd, som ikke er nuts.

 

Kend dine modstandere

"Hold dine venner tæt, men hold dine fjender tættere".

Hvis der findes et kortspil hvor dette gode råd passer som hånd i handske, så må det være poker. I alle former for poker er enhver viden, du besidder om dine modstanderes spillestil og tendenser ved bordet en fordel.

Derfor bør du - som det også er tilfældet i Holdem og andre varianter - være opmærksom på dine modstandere og deres gøren og laden ved bordet når I spiller.

"Pay attention, or you will be paying off opponents", siges det.

Forsøg at observer hvilke starthænder de andre ved bordet begiver sig i ud i potten med, når hænderne kommer til showdown. Det er værdifuld information, som kan fortælle dig meget om hvilken type modstander du er oppe i mod, og dermed også fortælle dig hvilken type hænder du selv kan tillade dig at komme all in med mod hver enkelt spiller.

Der findes vitterligt spillere som udelukkende vil bette ud efter floppet, hvis de har en nut-hand. Der findes calling stations som vil kalde flop, turn og river med en marginal hånd i troen på, at de kan ramme et spinkelt draw eller med dårlige hænder og der findes aggressive spillere, som ikke har en fold- eller call knap, og som bare raiser og reraiser hver gang de får chancen.

Nøglen til succes i Pot Limit Omaha er at identificere de forskellige typer af spillere, og tilpasse dit spil til hver enkelt modstander.

Bliver du fx. stillet overfor et raise fra en tight spiller, kan du måske med sindsro folde en semi-stærk hånd, som ellers ville være en god re-raising hånd mod en vild og blodig aggressiv spiller, som raiser og reraiser hele tiden.

Ser du en spiller ved bordet som kalder store raises med en hånd af tvivlsom styrke, så lav en note til senere brug - det kan vise sig at blive en stor indtægtskilde for dig.

Kombinationer, position og betting-initiativ:

Vi har før talt om hvor vigtig position er i Omaha, men da dette ikke kan understreges ofte nok, så tager vi den lige én gang til.

Da hver spiller som ser et flop i Omaha vil have 6 forskellige kombinationsmuligheder af 2 kort vil du overfor én modstander stå overfor 6 mulige Holdem hænder. Mod to modstandere vil der være 12 Holdem hænder i mod dig. Forestil dig at 5 modstandere har set floppet sammen med dig - dermed står du overfor hele 30 forskellige kombinationsmuligheder.

Der er med andre ord et hav af mulige hænder derude, når floppet rammer i en multiway pot, og det bør understrege med al tydelighed hvorfor man kun bør spille draws, hvis der er tale om the nuts når man rammer.

Din position ved bordet og i betting-rækkefølgen har stor betydning for hvordan du spiller en given hånd.

Som du formentligt er klar over, er den bedste position ved bordet dealer knappen, fordi du her får fordelen af at være den sidste der skal handle i hver byderunde.

Men hvis der er en spiller på din højre side der har raiset - og der stadig er andre spillere med i hånden - er du i risikozonen for at blive fanget i en "raise-krig", hvor du caller et raise fra en spiller på din højre side og bliver reraised af en på din venstre side.

Eksempel: Vi sidder på knappen og har set et flop sammen med en spiller i mellem position og spilleren i Big Blind. Potten er på $10. Big blinden checker sin hånd om til spilleren i mellem position, som better fuld pot: $10. Du beslutter dig for at calle de $10, og big blinden reraiser nu fuld pot... Nu har spilleren i mellem position, som bettede først på floppet, igen muligheden for at reraise eller blot calle, men uanset hvilken af de to muligheder, han vælger, vil turnkortet nu være steget kraftigt i pris for dig.

Vær derfor forsigtig med ikke at ende klemt i en raise-sandwich.

Den person som med største sandsynlighed vil bette ud på floppet, er som oftest den som lavede det sidste raise før floppet. Hvorvidt du ønsker at bette på floppet afhænger af flere ting såsom boardets tekstur, antallet af modstandere i hånden, din position osv.

Lad os antage, at du er ude af position i hånden, og derfor skal handle først, og en modspiller tog initiativet preflop ved at være den sidste raiser før floppet blev delt.

Du har nu ramt floppet hårdt, og har en super stærkt hånd, og skal beslutte om du vil bette ud og håbe på et reraise, eller om du vil checke og håbe nogen bag dig raiser, så du selv kan komme ind med et reraise.

Igen er den information, du har på dine modstandere altafgørende, for hvis bordet er super aggressivt og du ved at der i 99% af tilfældende vil blive bettet når du checker, så giver den linie måske bedre mening end at bette ud og se alle modstanderne folde til dit bet.

Hold derfor øje med spillet og dine modstandere og husk på at Omaha handler om at have the nuts og være i position.

 

Post-flop tommelfinger-regler

Der er mange ting at huske på i Pot Limit Omaha. Denne artikel har - eller bør have - givet dig mange ting at tænke over, når du er med i en Omaha hånd.

Hvis vi reducerer dem til nogle simplificerede tommelfinger-regler, ser de således ud:
 

  1. Analyser altid floppet og stil dig selv spørgsmålet: Hjalp dette flop mig og er det sandsynligt at det hjalp min(e) modstander(e).
     
  2. Hvis du er på et draw, så sørg for det er til en sikker vinderhånd.
     
  3. Udregn dine outs når du tænker på at calle et bet efter floppet - er det nut outs?
     
  4. Spil når du er i en god position - undgå for såvidt muligt at spille ude af position. Pas også på du ikke ender i en betting-sandwich mellem to raisere.
     
  5. Hold øje med dine modstanderes tendenser: Hvem betaler dig af med svage hænder? Hvem er villige til at bette uden at have en hånd?

 

Når alt dette er sagt bør du være klædt på til at tackle Pot Limit Omaha bordene og samle en masse erfaring ved at spille så meget som muligt. Selv om det er vigtigt at have sin pokerteori og strategi på plads, kan det aldrig erstatte erfaring, og den får man kun ved at spille så meget som muligt.

Held og lykke ved bordene og god fornøjelse med spillene.

Ønsker du at kommentere denne artikel og/eller diskuterer Omaha hænder med andre pokerspillere, så besøg vores poker forum og deltag i debatten.


Gå til toppen af denne artikel