Mark Secher Petersen

Billede af Mark Secher Petersen

Mark Secher Petersen / Mark P. Mark ”J_knish” Secher Petersen er en af Danmarks bedste online pokerspillere. Selv mener han at det skyldes en vindermentalitet og evner til at ville det.

 

Det var en tur igennem USA i 2002 med et stop i Las Vegas, der gjorde udslaget for Mark P. Her prøvede han kræfter med lidt lowlimit poker, købte et par teoribøger med hjem og faldt over kapitlet om online poker. Med bogens råd i baghånden og $50 på lommen lavede han sit første deposit og spillede $0,5/1 fixed limit. Under navnet J_knish, med reference til filmen Rounders, begyndte Mark P sin færden rundt på online pokerrummene.

 

I foråret 2003 skiftede Mark P fra fixed limit til no limit og begyndte dér at opbygge en bankroll – stadig ved at spille $0,5/1. Men allerede ved udgangen af 2003 havde han en bankroll stor nok til at kunne spille $5/10 NL HE. Det dengang højeste no limit spil online. Sideløbende passede han sine studier og uddannelsen som bygningskonstruktør, men i 2004 droppede han studiet for at arbejde fuld tid som pokerspiller. Og det var formentlig den rigtige beslutning at tage.

 

I 2006 vandt Mark P Baden Open og indkasserede knap €96.000, i 2007 sluttede han som nummer 112 ved WSOP Main Event, hvilket indbragte $54.000 og nu, i år 2008, er Mark P primært at finde på diverse NL $25/50- og $50/100-borde.

 

Selv siger Mark P, at hans evner ved bordene delvis skyldes hans stædighed og ydmyghed. Derudover er nogle af hans stærke sider disciplin og tålmodighed. Og disciplinen testes dagligt når Mark P ”møder på arbejde”.

 

Når andre mennesker kommer hjem fra arbejde og spiser aftensmad, pakker Mark bilen og kører til Viby for at spille poker. Han og kammeraten Thomas har der indrettet et kontor med diverse fornødenheder, såsom skærme, stole og computere der står klar til et par timers pokerspil. De to venner har lavet en aftale om at de spiller sammen. Det vil sige at de deler alle tab og gevinster lige over.

 

Dette har de blandt andet gjort for at mindske tabene ved downswings og varians og ifølge Mark P hjælper det også med til at undgå at tilte, da det dermed også vedrører den andens økonomi.

 

Og økonomien er i centrum når Mark P spiller poker. Hvad der startede som en hobby for den unge dansker er nu blevet et arbejde, men det han selv udmærket tilfreds med. Det kan man vel heller ikke bebrejde ham, når det omfatter en arbejdsuge på 20 timer og frihed til at spille squash med vennerne eller tage et smut til USA når tingene ikke flasker sig. Og måske endda besøge selvsamme by som gjorde ham hooked på verdens måske bedste form for kortspil.