Howard Lederer - Født i Concord, New Hampshire. 1964

Billede af Howard Lederer

Howard Lederer er kendt som pokerprofessoren - og der står stor respekt om hans navn.

 

Howard ”The Professor” Lederer kom til verden d. 30.oktober 1964, i New Hampshire, USA. Som barn blev Lederer introduceret for poker, når familien af og til samledes om spisebordet for at spille 5 card draw.

 

Disse hyggestunder har tydeligvis båret frugt og må have været særdeles konstruktive, eftersom det er lykkedes ikke kun Howard, men også lillesøster Annie (Duke), at blive blandt verdens bedste pokerspillere.

 

Det var dog ikke poker, men skak som optog Lederer som barn, og han var en yderst talentfuld spiller, som havde alle muligheder for at blive en stjerne.

 

New York, New York 

Efter High School flyttede han til New York for at gå på Colombia University. Her fortsatte han med at spille skak i universitetets klubber og havde egentlig forestillet sig at blive professionel skakspiller, indtil han en dag genopdagede glæden ved poker. I 2 år brugte Lederer 70-80 timer ugentligt på at spille poker i skakklubben. Næsten dagligt måtte han gå hjem med underskud, men meget klogere på alle spillets facetter.

 

Exit skak

Lederer droppede skakken og klubben og blev sidenhen fast inventar i den legendariske bridge- og backgammonklub, The Mayfair Club, hvor bl.a. Dan Harrington og Erik Seidel også var at finde. Dette var i midten af 80´erne, hvor texas holdem no limit var det nyeste, og denne dille vandt hurtigt indpas hos drengene fra Mayfair.

 

Efter endt session indtog spillerne som regel en bar for at diskutere aftenens spil, og på denne måde fik de analyseret og diskuteret alle tænkelige måder at spille en hånd på. Disse samtaler var i høj grad med til at udvikle Lederers spil, men også lillesøster Annies spil blev analyseret, indtil hendes spørgsmål efterhånden blev for svære at besvare.

 

Sin City 

I 1992 flyttede Lederer til Las Vegas, hvor han i mange år udelukkende spillede HE L og NL cashgames. Interessen for poker blandt menigmand var på dette tidspunkt større end nogensinde før, og det samme var størrelsen på Lederers pengepung.

 

Dagene gik på casinoer, hvor Lederer vandt større og større summer og videreudviklede sit spil så meget som muligt. Da han følte, at han ikke længere kunne lære noget ved bordene, bad han Annie om at flytte til Vegas, så de kunne fungere som hinandens sparringspartnere.

 

Dette har tydeligvis båret frugt, og i sin efterhånden lange, karriere, har Lederer været i pengene i over 30 WSOP-events og har vundet 2 bracelets. Det første vandt han i 2000 ved WSOPs 5,000$ LimitOmaha Hi/Lo-tour og året efter vandt han endnu et ved WSOPs 5,000$ Deuce to Seven-tour.

 

The professor

Årsagen til Lederers tilnavn ”The Professor” skyldes hans fantastiske evner til at analysere sine modstandere og – hvor langhåret det end må lyde – være i zen, hvor han bruger meditation som et redskab til at opnå indre ro.

 

Sammenlagt har Lederer vundet over 4,7 millioner dollars. Den sidste million blev vundet i januar 2008, hvor Lederer spillede sig til en førsteplads i Aussie Millions Poker Championship 100,000$ buy-in. Han kunne indkassere knap 1,1 millioner dollars, da han i sidste hånd slog Mark Teltschers to par (7S 8D) med to højere par (AC JC) på et 9c8c7dAhJh-board. Sick!