Tilt uden tudekiks

Jeg vil godt starte en tråd om ét af de mest martende og ubehagelige ting ved poker. Vi kender det vist alle. Tilt.

Først lidt om tilt som begreb.

Tilt er noget, der er næsten unikt for poker. Man tilter ikke, hvis man spiller skak - eller vandpolo.

Begrebet tilt stammer oprindeligt fra pinball-maskinerne. Hvis man hamrer, rykker og slår på en sådan, har den en mekanisme, der låser systemet ned. I poker er tilt jo, når man spiller dårligere, end man reelt er i stand til, fordi man er bragt ud af balance.

Pokerteoretikerne Tyler og Hilger begger på nogle tilt-indikatorer:

- humørudsving

- træthed

- en stribe bad beats

- donk calls

- alkohol

Hvis vi koncentrerer os om bad beats, peger Trichard J. Rosenthal på disse reaktionsmønstre.

1. Fornægtelse (Det sker ikke, det her!)

2. Personalisering og vrede (Hvorfor sker det her lige netop for MIG!)

3. En begyndende vantro, der kan lede til reel overtro og altså føre bort fra rationelle handlinger

4. Tilbage nu-nu-nu! (man vil vinde det tabte tilbage straks og ikke grinde fornuftigt. Det bliver kortbanepoker med kamikazetørklædet på.)

Tilt er også blevet beskrevet som en "mini-psykose." En rationel spiller har sit anker og sin base i sit grundspil. Sit A-game. Dette forsvingder, når man er på tilt. Man mister mål og fokus. Spiller uden kompas og omtanke.

Den bedste kur mod tilt er, at man forsøger at sætte sit ego ud af spillet. Det er lettere sagt end gjort. Og det indeholder også et paradoks. Godt nok er det profitabelt at spille uden at lade egoet komme i vejen. Men hvis man helt suspenderer egoet, mister man også noget af den glæde og indlevelse vi har ved at spille poker. Vi er mennesker og ikke maskiner.

Så måske den bedste kur i virkeligheden er denne: Accepter, at du nu og da tilter, men arbejd også på at minimere længden af tilten. Har du før tiltet en time, kan du have som mål maks at tilte 10 minutter, når du bringes ud af balance.

Men måske er der helt andre veje, hvormed man tackler tilten.