Indre og ydre pres

 No pressure, no diamonds (Thomas Carlyle)

 'Hvordan har du det?' Bliver du spurgt. Mange mænd har straks lyst til at svare 'Hvad fanden rager det dig?' eller 'hvor skulle jeg vide det fra?'. Årsagen er simpel: De fleste (mindst halvdelen) hankønsvæsener har faktisk ingen anelse om, hvad de føler. 'Elsker du mig' spørg hun (småperfidt) - og her ville mange sikkert kunne svare helt sandfærdigt: 'Det har jeg virkelig ingen anelse om'. Men klog af skade svarer han, 'selvfølgelig gør jeg det, skat' (bemærk han siger ikke ja, jeg elsker dig - det er alligevel for meget, ik?) - en endnu billigere udvej er: 'jeg holder rigtig meget af dig'. Nu var det egentlig ikke kønsrollemønstre, det her skulle handle om, men hvordan man håndterer indre og ydre pres.

Her spiller ens følelser en stor rolle for, hvordan kan man vide om presset (indre eller ydre) er for stort, hvis man ikke ved, hvad man føler? For rigtig mange mænd er det simpelthen en sort boks og derfor kommer nedbrud, sammenbrud og osv. ofte meget overraskende - jsådan a'la: 'Jeg vidste godt, jeg var stresset, men ikke at jeg var på vej ud over kanten'. Hvad betyder indre og ydre pres egentlig for vores præstationer? Ganske ganske meget!

Jeg fik et fremragende studiemateriale på indre og ydre pres i weekenden. Jeg var coach for de danske deltagere ved NM i skoleskak i Oslo (koldt og dyrt). Her var flere forældre med, som jo af natur er temmelig ambitiøse på deres børns vegne. Det er jo godt nok, men det bliver nemt sådan, at de - fordi de nærmest går mere op i resultatet end børnene - får lagt et alt for stort pres på deres sagesløse poder. Når indre + ydre pres bliver for stort, så går det udover resultatet. Nu skal det med, at mange gode skakspillere har et naturligt højt indre pres - ellers bliver man aldrig god. Her er det mere problematisk, for de små kan ikke ignorere det ydre pres, som vi andre gør, når det hele føles for intenst. Det vil typisk være sådan noget som bare at lade være med at snakke med andre under turneringer og evt. melde ud, at man spiller for sig selv (er ligeglad med andres forventninger), og man i øvrigt ikke spiller dårligt med vilje!!

For nylig har jeg været i stand til at håndtere større indre pres i skak (og det er da også gået lidt bedre, end det plejer). Det har bl.a. betydet, at jeg kan sidde længere ved brættet og koncentrere mig - hvilket selvfølgelig har en positiv effekt på mit spil. Ok, tænker den nu forvirrede læser, hvad har det her med poker at gøre? Jo, der er også indre og ydre pres i poker - jeg (og sikkert alle andre) har bare ikke været opmærksom på, at det nok spiller meget ind på ens resultater. Eksempel på, at det indre pres bliver for stort, kunne være: Jeg går all-in i en stor pulje som semibluff. Mens modstanderen tænker, har jeg svært ved at klare at se på bordet. Så typisk tager jeg et andet bord op foran bordet, så det dækker det! Jeg kan også finde på at lukke øjnene, mens hans ur tikker ned. Det er eksempler på, at det indre pres bliver for stort, men det koster jo ikke rigtig noget. Det gør det til gengæld, når jeg beslutter mig alt for hurtigt i store puljer, fordi presset er for stort (noget jeg arbejder på at lave om). Som om man pludselig ikke kan tænke.

Hvad kan det ydre pres være i poker? - der er jo næppe en overentusiastisk far på sidelinien som i skak. Det er typisk egne udmeldte forventninger som boomeranger tilbage på en fra omverdenen. Sådan noget som: 'Hvordan kan det være, jeg stadig spiller midstakes?' osv. Eller det kan være konkurrenter, som går forbi én. Pokers betydning for ens privatøkonomi spiller også ind, for det øger naturligvis presset, hvis man er nødt til at vinde et vist beløb hver måned for at betale husleje.

For meget pres (indre som ydre) er ikke godt. Men for lidt er heller ikke godt - det kender vi sikkert alle sammen, når vi spiller langt under vores sædvanlige stakes og slet ikke ikke kan tage det alvorligt. Så et eller krydsfelt er optimalt - hvor det ligger er meget individuelt, og det er f.eks. klart, at de perfekte 'indefra og ud' folk som Tiger Woods og Roger Federer kan håndtere en del mere end almindelige mennesker. Men prøv at tænke over, om du har det optimale pres - for hvis ikke kan det være lige præcis det, som holder dig tilbage, eller får dig til at tilte. Læg mærke til, når folk (og især dig selv!) siger ting som, at de er ligeglade, eller der er også andet i livet end poker og den slags. Det kan dække over for meget indre eller ydre pres.

PS: Jeg har brugt mænd som omdrejningspunkt her af flere grunde: 1) Der er mange gange flere mandlige pokerspillere (med Monica som en fremragende undtagelse) 2) Kvinder er ofte bedre i kontakt med deres følelser (tror jeg) 3) Jeg aner (ofte) ikke, hvad kvinder føler/tænker.  

Skriv en kommentar
Sir Hardtrance, tir, 22/02/2011 - 17:45

Hej Sune

Først og fremmest tak for kommentaren til min seneste blog. sjovt at der så lige skulle dukke den her op fra dig, for det nok i virkeligheden mit indre pres der er noget galt med, sådet må jeg prøve at justere.

Skal læse det igen en anden dag, og igen og igen og......

Sune Berg Hansen, ons, 23/02/2011 - 10:17

Mange tak!

The Greek, ons, 23/02/2011 - 10:29

Rigtig fin blog Sune - og indledningen er jo lige i skuret. I parforholdet bliver der tit talt på et sprog vi egentlig ikke taler, men har accepteret at der tales 'i dette land'.

Mht. det med ikke at kigge på bordet imens modstanderen tænker er ligeledes en klassiker - men du stirrer til gengæld intenst når du gerne vil have det call!

I live poker mærker man presset særlig meget - kun ganske få spillere, der er ude at bette hårdt på et kritisk tidspunkt (bluff eller eCrazy er i stand til at kigge sin modspiller i øjnene. Mange har solbriller på for at mindske presset på dem selv.

For ganske nyligt, under IPT'en på Malta mødte jeg en gut der stirrede ganske intenst tilbage på den modstander der nu forsøgte at læse sig frem til, hvorvidt han skulle kalde eller eller ej. Ganske imponerende. Om det var godt for hans spil eller ej, ved jeg ikke - men det kræver en vis råstyrke, og det er kun sjældent man ser det.

Jeg tror osse der er noget kulturelt i det - ham her var italiener, og med al respekt, så har de en masse maskuline følelser involveret i deres spil... Ofte ikke til deres fordel vil jeg mene. Det bliver jo så hurtigt til deres eget indre pres...