Niveauet på.....hvad?

Man hører tit folk sige: "Niveauet på det her site er sådan og sådan".

Men hvad snakker de egentligt om?

Hvad er det folk mener når de siger sådan

og hvad er det som rent faktisk gør at man ikke kan vinde på det pågældende site

eller hvad er det som gør at man netop vinder på det her site.

 

Hvorfor er det at nogle er bedre end andre til at tage beslutninger?

Jeg mener, vi får 2 kort hver, og dem kan man smide, eller beholde. Så kommer der nogle flere, men dem kan alle jo se. Burde alle så ikke være lige gode? Burde dem med de bedste kort ikke altid vinde så?

Nej.

Men hvorfor ikke så?

Er det fordi du er mere uheldig end dem?

Ja sommetider. Sommetider render man ind et kort som virkelig ER uheldigt. Som virkelig gør at man taber. Man føler sig måske mere uheldig. Eller man føler at de andre er mere heldige end en selv.

Vi har garanteret alle siddet og sagt: "Fuck en idiot!! Hvorfor fanden går han all-in med 53o? Manden må jo være en skovl"......og hvorfor gør han så det han gør?`

Hvad er det som får folk til at gøre ting som vi andre ikke kan se nogen mening med?

Hvorfor er det at vi ser nogle folk som "bedre" end os selv? Eller "dårligere" end os selv?

Hvorfor kan vi sommetider ikke vinde over de folk som vi ser som dårligere end vi selv er?

Er det den her "jamen alle kort kan vinde-mentalitet"? Har faktisk engang set en sige det i chatten efter han vandt en eller anden sindssyg hånd. Spurgte hvorfor han kaldte et raise med den hånd? Svaret var "Any 2 cards can win"

Her til Jyske mesterskab, hvor jeg selv fik smadret AA af 59o. Hvorfor kaldte han lige med den hånd?

Svaret finder vi nok aldrig...og alligevel. Det er mennesker som sidder og udtænker de her ting. Underlige personer med en underlig tankegang. Noget som vi nok aldrig lærer helt at forstå. Det kan være overtro. "Jamen jeg har engang vundet en flaske whiskey på den her hånd, så den MÅ være go'". Hør makker. Statistisk set er 27o en lortehånd. Den taber mere end den vinder. Problemet er så bare at det er den slags vi husker. Mennesker leder efter mønstre. Vi husker den ene gang vi vandt en monsterpot med en bestemt hånd. Vi husker mere den hånd vi tabte med. Det er nok et par af grundene til vi gør som vi gør. Mønstre.

Det samme gør sig gældende på casinoet. Du står ved rouletten og spiller sort/rød. Sort er nu kommet 12 gange i træk. Det "plejer den" at gøre i aften. 12 gange sort, 5 gange rød, en enkelt grøn, 12 gange sort. Sort er nu kommet 10 gange, så kommer den 2 gange mere. Det "skal" den, ifølge vores skema for i aften.'

Mennesket tænker meget i mønstre, regler, kasser osv. vi forsøger at sætte tingene i system. Vi har alle et eller andet system som vi enten selv har opfundet, eller vi har fået et eller andet sted fra. Se bare på musik. Musik er noder sat i en bestemt orden. Et bestemt mønster. Vi siger det lyder godt, eller det lyder skidt.

Vi vil helst ikke gå udenfor de kasser eller rammer eller regler vi har sat op. Prøv at tænke tilbage på da vi var små. fik malebøger. "Nu skal du ikke male udenfor stregerne", eller de børn som går på et fortov og ikke vil træde på mellemrummene mellem fliserne, fordi de ligner streger. Der kom malebogen lige op igen.

Så er alt det her i virkeligheden ikke noget der stammer fra barndommen? "Du skal gøre sådan og sådan, du må ikke gøre sådan og sådan". Er det i virkeligheden det vi ikke kan slippe?

For det ser jo ikke ud til at alle tænker på den måde. Hvis du læser en bog om poker, en (næsten) hvilken som helst bog, så fylder de første mange sider i bogen med reglerne for poker. Hvilke hænder der er gode og hvilke der ikke er så gode, rent matematisk. For donken fra før har jo ret "Any 2 cards can win". Ja, hvis du har de rette betingelser. De rette mønstre. Se der kom det igen. Et par er faktisk et mønster. En straight er et mønster, osv. Det er disse mønstre som i visse tilfælde dukker op, hvis folk gør noget udover det sædvanlige, altså går uden for de "regler" som er sat op, nemlig at visse starthænder er bedre end andre, men det har disse folk enten ikke forstået, eller osse er de ligeglade, men de får stadig deres mønster frem, deres hus, trips, whatever.

Der kommer det så igen. Det der med at "Jamen jeg vandt engang....."

Jeg ku skrive en lang liste over de gange hvor jeg er blevet slået ud af en eller anden heldig donk, som rammer et af de her mønstre på en skæv måde. Der ligger bare det i det, at det, som regel, ikke er den samme person man sidder overfor hver gang, og dermed er det ikke den samme som uddeler det vi kalder et "bad beat". Derfor kan man synes man er pisse uheldig. Render tit i det. Men er du så dårligere end dem? Det må du jo være siden de vinder over dig. Jeg vil faktisk sige nej. Du er faktisk bedre end dem, for du behøver ikke sidde og fiske efter dine 1-2 outs. Rent matematisk er det jo bedre at trække til 15 outs i stedet for 2. De folk som ikke forstår dette, er dem jeg vil kalde for "dårligere" end den som forstår at 15 er bedre end 2. Var det ikke Renault eller et eller andet bilmærke som i en reklame forsøger at finde ud af om 7 er bedre end 3? I mine øjne en totalt tåbelig reklame (men det er de fleste reklamer sgu, med mindre der er patter med). Men det er jo præcis det samme her. 15 ER bedre end 2, og så længe du ikke kan fortælle folk det, lisså længe vil de blive ved med at spille som de gør. "For det virker jo, vi vinder jo".

Det er RØVfrustrerende at sidde overfor sådan en, og man kommer virkelig til at tænke om man nu er den kæmpe donk som man går og tror.

Men i virkeligheden er det nok omvendt. Den anden er en kæmpe donk, han har bare ikke fattet det endnu.

Der ER selvfølgelig forskel på hvordan folk spiller på de forskellige niveauer, men meget af det ligger nok inden i dig selv. Helt derinde hvor du som barn kiggede efter mønstre, og sagde at skyerne lignede fisk eller moster Gert.

 

Så længe vi spiller mod forskellige mennesker får vi forskellige resultater. Nogle gange vinder vi, nogle gange taber vi. Der hvor det hele skiller os er der hvor vi forstår at begrænse vores tab, eller maximere vores gevinst.

 

Jeg har tit, meget tit, sagt til mig selv: Du er en idiot. Du kan ingenting. Slet ikke spille poker. Men er det i virkeligheden DE ANDRE som ikke kan spille poker?

Skriv en kommentar
Istappen, man, 09/05/2011 - 16:00

Hahaha!!! Klasse blog sir... Intet mindre. Jeg har tårer i øjnene af grin her på kontoret...

Der er mange sjove ting i denne blog, men "Medmindre der er patter med" tager stikket - well said sir! Hahahaha!!! Big smile Party Love

DrunkSon, man, 09/05/2011 - 22:08

Kanon, hvor fanden får du det fra?

Rigtig godt skrevet. Og ja, det ER de andre, der ikke kan spille poker Big smile

GeneralVux, tir, 10/05/2011 - 19:01

Episk! Jeg sad også og tænkte, hvor fanden får du det fra? :

God blog.