Motivation

mand efter gulerod

Hvor kommer vores motivation fra?
Fra glæde, frygt, målsætninger eller samfundet?
Er det den samme slags motivation, der driver dit liv, som driver din hverdag?
Er motivation et mindset på lige fod med at beslutte sig for, at være åben overfor nye ting?

Vi vil alle have den
Din chef vil gerne have, at du er motiveret. Du vil gerne have, at du er motiveret. Din familie og dine venner vil gerne have, at du er motiveret. Faktisk vil alle, der er en del af dit liv have, at du er motiveret. Spørgsmålet er nu, om du er motiveret… og hvorfor er du så ikke det?

I min verden er der ingen tvivl om, at man ikke kommer langt uden den rette mængde motivation på de rigtige tidspunkter. Det er ikke dem, der sidder på deres flade og ikke bekymrer sig det fjerneste om at komme videre, der ender med at nå langt og excellere. Selvfølgelig er motivation i sig selv ikke nok, men det er efter min mening en nødvendig ingrediens. En anden nødvendig ingrediens er hårdt arbejde, og det er det, der er svært uden motivation.

Personligt burde jeg være særdeles motiveret til at spille en masse poker og dygtiggøre mig dag ind og dag ud. Jeg bevæger mig på grænsen mellem succes og fiasko. Grænsen er hårfin. Faktum er at jeg ikke er specielt motiveret, selv om jeg ikke er i tvivl om, at det er nødvendigt for min fremtidige succes.
 
Hvor blev den af?
For det meste er det svært at finde motivationen frem. Faktisk er skolen et glimrende redskab til at dræne enhver lyst og det mindste glimt af motivation ud af os, når vi går der. Vi skal være ens. Laveste fællesnævner princippet. Kreativitet og drive kan du godt pakke væk, faktisk så langt væk at det kan være næsten umuligt at finde frem igen, når du bliver voksen. De dygtige elver har et ressource-overskuds problem, men det er jo ikke et rigtigt problem?! Det er åbenbart ikke et problem, at det tager maksimum 10 minutter at lære, hvad andre er 45 minutter om. Det er ikke et problem, at nogle derfor er tvunget til gennem ni år at sidde passiv i 35 minutter af hver lektion.

Ønsker de ressource-stærke børn at læse/regne forud eller få noget vanskeligere stof, er der enten ikke tid, lyst eller ressourcer til at tage sig af dem. Den gruppe af elever der kunne være nået rigtigt langt (i udviklingen som mennesker) får indprentet, at de skal gøre det nødvendige, og at ville gøre mere, er en fejl. R.I.P. motivation.

Drivkraften - Store mål eller frygten for ikke at opnå dem
Det er de mål og ønsker, vi hver især har der driver os. Det er ønsket om at opnå dem, der motiverer os. Det er for det meste fremgang og succes, der vedligeholder motivationen. Alligevel er der også en anden side af samme sag. Frygten for noget kan være en utrolig stor motivationsfaktor. Man arbejder røven ud af bukserne, fordi man er bange for at blive fyret. Man tager opvasken, fordi man er bange for konens reaktion, når alt flyder og man bare vil se fodbold. Man laver alle sine lektier af frygt for at få dårlige karakterer, så man ikke kan komme ind på sit drømmestudie.

Det er først de senere år, jeg har forstået, hvor stærk frygt-motivatoren er. Den har aldrig haft rigtigt fat i mig, da jeg stadig i en alder af 37 år har svært ved at gøre mere end nødvendigt. Som 20 årig havde jeg nogle klare forestillinger om, hvordan mit liv skulle se ud, når jeg fyldte 30. Jeg nåede kun en ting på den liste, og det var, at jeg havde fundet min kone. Afsluttet studie, karriere, økonomisk uafhængighed og børn var en by i Rusland. Faktisk var det så demotiverende for mig ikke at indfri mine egne forventninger, at jeg i princippet sad og ventede på at blive 30, fra jeg var 28. Frygten for at fejle virkede altså omvendt på mig.

I modsætning til frygt-motivatoren er der livstids-motivatoren. Med det mener jeg de mål, man kan opnå, der vil være noget værd på livstidsskalaen. Det kunne være at blive Ph.D, eller blive fuldstændigt økonomisk uafhængig, få børn, blive stormester i skak eller vinde VM i backgammon.

Nu har jeg kun prøvet en af de ting, men jeg kan love dig for, at det var det mest demotiverende og antiklimatiske, jeg nogensinde har oplevet.

Gennem en lang årrække havde jeg været en ganske god backgammon spiller uden rigtigt at vinde noget. Det blev en mere og mere inæt kamp for at dygtiggøre mig, og motivationen var tårnhøj. Da det så skete at jeg ”lige pludselig” vandt VM, ønskede jeg ikke at slå så meget som ét terningslag igen. Alle de ting der før havde drevet mig, var pludselig ikke gyldige mere, da jeg var kommet i mål. Det tog mig over 6 år at få glæden for, og min kærlighed til, backgammon tilbage.

Sovepude der giver perspektiv
Nu trænger spørgsmålet sig på om, hvorfor jeg ikke kan overføre denne viden til mit pokerspil, og svaret har jeg været meget lang tid om at finde. Det er på grund af frygten for at fejle (i mine egne øjne - på den lange bane), ikke er eksisterende mere. Går det ikke med pokeren, så kan jeg altid sidde og klappe mig selv på ryggen over at være verdensmester i backgammon, uanset hvor ligegyldigt det kan virke for andre i det store perspektiv. Det at have nået et af mine helt store mål er simpelhen gået hen og blevet en sovepude, der bare ikke vil forsvinde. Det burde i princippet ikke betyde det mindste i min hverdag, men det er den eneste konklusion, jeg kan komme frem til.

Når vi er mætte til hverdag, glemmer vi, hvor meget det motiverer os at være sultne. Når vi har penge nok, glemmer vi, hvor meget det fyldte i vores hverdag, da vi var fattige. Vi glemmer, hvor meget vi ville ofre for at nå de mål, vi i dag har opnået. Hvis motivationen har bragt os, fra der hvor vi var før, til der hvor vi er nu, bliver vi nødt til at sætte os nye mål. Personligt har jeg svært ved at udvide gamle mål, og tager langt hellere nye udfordringer op. Det er bare ikke så godt for stabiliteten i min hverdag.

Jeg forsøger konstant at perspektivere mit liv og mine handlinger, så jeg mentalt ender det sted, hvor sulten er til stede uden at være hæmmet af frygten for at fejle. Nogle gange er glasset halv-fyldt, og andre gange er det halv-tomt. Jeg føler mig efterladt midt på en pløjemark uden så meget som et pejlemærke. Hvad skal jeg gøre andet end bare at vælge en tilfældig retning og starte med at gå?
 

Skriv en kommentar
bjorna1980, man, 16/05/2011 - 13:40

God blog... men tag dig nu sammen Wink

Sir Hardtrance, man, 16/05/2011 - 16:58

Fin blog.

hpmors, man, 16/05/2011 - 17:11

Intet mindre end en fantastiks blog, syndes der kommer et godt perspektiv på hvad motivation kan være for en størrelse.

Jeg har selv kæmpet en del med min motivation det sidste lange stykke tid, og prøvet at gribe den an på alle mulige sære måder for at få den puttet i en boks og gøre den til noget overskueligt, så jeg kan komme igang med bare nogle få, af alle de mange projecter og planer, jeg gerne vil have gennemført med bare et nogenlunde godt resultat.

GeneralVux, man, 16/05/2011 - 20:57

Flere har kommenteret på at bloggen var lidt rodet, så jeg har tilføjet et par overskrifter og ændret et par kryptiske formuleringer. Håber den er mere læsevenlig nu.

Olando, man, 16/05/2011 - 22:10

Glimrende skribleri.

Det undrer mig lidt, at du ikke har haft trangen til at vinde VM igen, altså blot for at bevise, at det ikke var et tilfælde første gang.

I øvrigt synes jeg din konklusion af "Faktisk var det så demotiverende for mig ikke at indfri mine egne forventninger, at jeg i princippet sad og ventede på at blive 30, fra jeg var 28", er ganske muntert Smile

GeneralVux, tir, 17/05/2011 - 11:40

Jeg var meget motiveret for at forsøge at lave back-to-back, men faldt af i en utrolig tæt kamp i de sidste 32 (ud af 240ish). Siden har jeg ikke været afsted og ved ikke hvornår det bliver aktuelt igen. Selvfølgelig ville det være cool at vinde igen, men det er i sig selv ingenting værd i forhold til at have vundet første gang.