Farvel til Malta

Kære TXP'ere!

Det er endnu engang ved at være enormt længe siden jeg har fået taget mig sammen til at forfatte et indlæg, men det betyder ikke I skal snydes for en lille update fra hvad der nu er min nye tilværelse i det sydtyske paradis i Bayern.

Farvel til Malta

Som nogle af jer ved, så endte 2011 med en stor omvæltning for mig og min skønne kæreste, da hun pludselig fik et nyt spændende job i München. Vi greb chancen, pakkede de kufferter vi har levet i de sidste par år, og sagde farvel til Malta.

Det var bestemt med blandede følelser at jeg satte mig i taxaen og smækkede døren til vores lejlighed i Sliema for sidste gang da jeg på mange måder havde fundet mig rigtig godt til rette med livet på Malta. Efter et år med masser af poker, et fantastisk kammerateri og sammenhold og et liv som mange måske misunder én med masser af sol og luksuriøse omgivelser, må jeg indrømme at jeg havde en lille klump i halsen da jeg skulle sige farvel.

Jeg har rejst enormt meget, set en masse fantastiske, smukke og spændende steder og gjort mig klog på en masse forskellige sprog og kulturer. Alligevel var der noget over Malta, som for alvor bed sig fast. Det er svært at forklare, men der er simpelthen noget næsten magisk over den forbandede klippeø!

Men livet går videre. Både min kæreste og jeg er rastløse karrieremennesker, der konstant er på udkig efter nye oplevelser og udfordringer, så vi tog skridtet og vendte snuderne mod nord.

Ny tilværelse - uden poker

Livet i München er selvsagt noget helt andet. Her er koldere(!), men byen er fed, rigtig flot og har en perfekt størrelse. Det er gået fint med at falde til, jeg er begyndt at spille fodbold og har i det hele taget fundet tilbage til de daglige rytmer. 

Dog er her absolut ingen poker, hvilket også er en af grundene til at jeg ikke rigtig har haft noget at skrive hjem om. 

Der er simpelthen ikke noget casino i München, og kun ganske få i hele Bayern pga. lovgivningen.

Der er sandsynligvis klubber, men efter en hurtig søgning på nettet fandt jeg ud af, at de ikke er anbefalelsesværdige. Det efterlader mig med nogle ret sølle muligheder. Jeg kan for eksempel tage til Salzburg halvanden time med tog herfra, men det er bare besværligt når man er vant til at kunne vade langs promenaden i ti minutter og tjekke ind på Portomaso.

Det er simpelthen ikke det værd at skulle rejse i flere timer, krydse en landegrænse for at spille en €40 fredagsturnering og en smule cash inden det sidste tog (eller morgen-toget) går hjem igen. 

Jeg har selvfølgelig kunne spille lidt online, og har også gjort det okay. Blandt andet blev det til en dybt run i Sunday Million til lidt over $1k og en 1. plads i en Ongame tour til €1k. 

Men jeg er og bliver bare livespiller. Jeg har aldrig rigtig kunne fordybe mig i online-møllen, og det er derfor en kæmpe bet at jeg ikke længere kan komme på casino og det har i det store og hele sat min poker "karriere" på fuldt stop.

Jeg ville ønske at det ikke var tilfældet, men sådan er livet nu engang. Man kan ikke vinde hver gang. 

Snarligt gensyn?

Dog har jeg ikke planer om at stoppe. Jeg har snakket en smule med folkene bag fodboldmagasinet 90M om at skrive en historie om maltesisk fodbold. Udover at det er en spændende opgave, så ville det også give mig muligheden for at vende tilbage til Malta for at lave interviews og research, så nu ser jeg frem til det.

I stedet for at tude over at jeg ikke kan spille poker, har jeg besluttet mig for at gemme det til jeg får chancen igen, og samtidig få muligheden for at vende tilbage til Malta og hilse på de mange gode venner jeg har dernede.

Jeg glæder mig selvfølgelig enormt, og er allerede på udkig efter billetter.

I mellemtiden vil jeg blot ønske jer allesammen masser af held og lykke, og sende en masse varme tanker til de folk, der sidder rundt omkring og grinder - enten bag skærmen eller på casinoerne. 

Poker er en fantastisk ting, som har givet mig et af de bedste år af mit liv på Malta og sendt mig en ganske særlig retning ift. de folk jeg har mødt på min vej.

Nu hvor det hele er en smule på afstand indser jeg selvfølgelig hvor meget mere livet har at byde på, men som sagt er jeg ikke indstillet på at sige helt farvel.

I stedet bliver til et "på gensyn" - og forhåbentligt et snarligt et af slagsen.

Held og lykke derude

- David. 

 

Skriv en kommentar
Istappen, tir, 21/02/2012 - 18:00

Jeg taler på vegne af hele teamet hernede, når jeg siger at du er en savnet mand. Både på Portomaso Casino, men også på klippeøen generelt.

Hils fruen mange gange fra os allesammen hernede, og kom så snart på besøg igen.

Som jeg skriver disse linjer pisker regnen dog mod mine ruder, så hvis jeg var dig ville jeg vente en måned eller to - det er ikke Malta som Malta bør være i øjeblikket. Smile

Alt det bedste og tak for en god blog.

Thomas

Sir Hardtrance, tir, 21/02/2012 - 18:04

Held og lykke med den nye tilværelse.

abuello, ons, 22/02/2012 - 22:54

München er ikke sådan at kimse af.

Dejlig by, og glæd dig til oktoberfest i slutningen af september Smile Der er det bare med at hive nogle kammersjukker til byen, så er der Bier von faß og poker med drenge Smile

God fornøjelse i det sydtyske. Og hvis du keder dig, så er Stuttgart næsten lige rundt hjørnet (lidt over 200 km) med deres fede automobil museer for Porsche og Mercedes. Plus at lige udenfor Stuttgart ligger der en lille by med kaskader af outlet butikker med Hugo Boss som det mest toneangivende, hvor du får rigtigt meget til ingen penge Smile

RockogRul, ons, 22/02/2012 - 23:22

GL David!

Mazter81, tor, 23/02/2012 - 17:05

Håber det bliver et gigantfedt ophold i München. Jeg tror godt jeg kunne tænke mig at flytte til München. Jeg erfarer dog, at det er usandsynligt mange tyske, hvilket virkelig trækker ned.

GL sir