Intro-Blog: En livedonks maltesiske bekendelser

Portomaso Casino

 

Hej kære TXP'ere!

 

Jeg har fået fornøjelsen af at blive en af TexasPoker's nye såkaldte VIP bloggere, selvsagt en ære man ikke skal kimse af. 

 

Jeg er ikke sikker på at jeg kvalificerer mig som en ægte VIP, men det skal selvfølgelig ikke holde mig fra at poste om min gøren og laden her på siden når nu jeg har fået muligheden - forhåbentligt til fælles glæde for både jer derude og selvfølgelig mig selv.

 

Da dette er min først blog så tænker jeg at det er på sin plads med en kort introduktion. Hvem er jeg? Hvad kan jeg? Hvad vil jeg? Og så videre…

 

Mit navn er David Barnwell, og jeg er godt og vel 28 somre gammel, bosiddende på Malta, hvor jeg frister en løssluppen tilværelse som fuldtids-poker-journalist (ja, det er der noget der hedder!) og fritidsgambler.

 

Jeg har været på denne skønne ø siden oktober, siden jeg flyttede herned med min kæreste, en wundebar tysk tøs som jeg har været sammen med i snart tre år.

 

Jeg vil holde mig fra at gå i alt for mange detajler omkring hvordan vi havnede på Malta, men det korte af det lange er at nu bor vi her, og det er sådan set meget godt.

 

Det bringer mig også til næste del af min introblog, som kommer til at dreje sig lidt om hvad jeg laver når jeg altså ikke skriver pokernyheder: nemlig at spille live poker på Malta...

 

Jeg er på mange måder en atypisk pokerspiller. På trods af at have spillet siden jeg var 15 år gammel - hvilket vil sige 12-13 år efterhånden - så har jeg aldrig kunnet leve af at spille poker. Jeg missede onlineswinget med et brag, har aldrig spillet for rakeback, og har kun klonket en enkelt online tour eller to i gennem alle disse år. Fra mine første hænder five-card draw til nogle få, men meget korte(!) forsøg udi PLO'ens rutsjebaneture, så har poker for mig alle dage været noget jeg spillede fordi det er et spændende, udfordrende og frem for alt intelligent spil.

 

Men på ét punkt er jeg ligesom alle jeg andre:  Jeg elsker at spille poker, og kommer nok til at holde af det til den dag jeg ikke kan løfte kortene fra filten længere.

 

Som nævnt har det dog aldrig rigtig fungeret så struktureret som der er tilfældet med så mange andre, og i stedet har jeg holdt mig til at spille live, mest for sjov, og som regel kun når jeg følte at jeg havde tid og penge til det. Kort sagt: en vaskeægte amatør.

 

Alt dette ændrede sig dog med et snuptag da jeg flyttede til Malta. 

 

Det tog mig et par måneder at nosse mig sammen til at tage på casino og prøve live-skills'ene af for første gang, og siden har der ikke været nogen vej tilbage. Jeg spiller nu flere gange om ugen, alt fra €1/€2 cash games til €300 tours. 

 

Og hvorfor så det?

 

For at sige det mildt er niveauet på Malta ikke højt. Klientellet består af lige dele maltesiske regulars og skandinaviske ansatte i igaming-industrien, og det er en blanding der giver både attraktive og overkommelige spil. 

 

Værdien er vanvittigt høj når man finder et godt bord, og det har betydet at jeg efterhånden er blevet mere pokerspiller end jeg nogensinde ville ha troet. Jeg skal spare Jer for Brags, Beats and Variance for nu, og blot nøjes med at sige at det selvfølgelig er en fed fornemmelse at tage spillet mere alvorligt, avancere og føle sig bedre og bedre hjemme i de efterhånden vante omgivelser på de lokale casinoer. 

 

Min blog vil i fremtiden derfor heller ikke kommer til at handle så meget om strategi som den vil komme til at handle om tilværelsen som live-spiller på en ø, der stille og roligt er ved at udvikle sig til et decideret spillemekka på godt og ondt.

 

Jeg vil selvfølgelig gerne snakke hænder, linier, bankroll management og alt det, der hører til, så det kommer der også noget af. Bare rolig.

 

Men for nu, så ved I hvem jeg er - en atypisk poker nørd, med fødderne plantet på de maltesiske klipper, ifærd med min egen lille genfødsel som pokerspiller på deltid.

 

Jeg er pænt oppe siden jeg flyttede herned, og har fået god indsigt i den lokale scene, niveauet, de indbyrdes jokes og alt det andet, der gør det fedt at spille. Det er mest af alt dét, som jeg ser frem til at dele med jer.

 

Min næste oplevelse kommer allerede i weekenden, hvor der spilles €330 tour på Portomaso Casino om en €100,000 Gtd. præmiepulje. Jeg spiller Dag 1a fredag eftermiddag efter fyraften, og tager det igen-igen som en personlig udfordring for mig selv og mit spil.

 

Med lidt held er der lidt penge at hente, og jeg lover selvfølgelig allerede nu en opdatering på hele affæren når jeg vender tilbage næste gang.

 

Tak fordi I ville læse med i denne intro-blog, og smid gerne en kommentar eller stil et spørgsmål - jeg ser frem til at være en del af dette forum med alt hvad der dertil hører! 

 

GL

 

- David. 

Skriv en kommentar
Sir Hardtrance, ons, 08/06/2011 - 08:13

Det her er go lir. Det glæder jeg mig til at læse en masse om. Velkommen til iøvrigt.

Sir Hardtrance (VIP-donk)

The Greek, ons, 08/06/2011 - 09:32

En ægte rounder! Velkommen til!

Beer

PokerMonica, ons, 08/06/2011 - 10:53

VELKOMMEN David og jeg vil sende al min dejlige karma din vej og læse dine blogs med smil på læben og forhåbentlig mærke solens dejlige stråler danse på min hud Smile

Velkommen og TAKE IT DOWN Smile

Mazter81, tor, 09/06/2011 - 11:02

Hey David

Det blir superfedt at høre om. Næste gang jeg er på Malta, regner jeg så med, at du tager med ved hånden og vi sammen kan gå ned og rulle live-donks'ene Party

DaBooKa, tor, 09/06/2011 - 21:24

Velkommen til D!

Du skriver jo så smukt og glinsende, som var det smøret på mine nybagte kardemomme boller!

Hils B.

/Cookie

munof, lør, 11/06/2011 - 18:22

Hej nye VIP blogger, skal da følge din gøren i ny og næ.

Lol det lød stift Smile