Skulle man tage WSOP næste år???

Det er et par uger siden jeg sidst har opdateret bloggen, men sandheden er, at der faktisk ikke er sket det store. Hverken privat eller på den virtuelle filt.

Det mest ophidsende jeg kan berette om, er at jeg, i går, for første gang smagte flæskesteg stegt på grillen, da jeg tog familien med til Skanderborg for at besøge et vennepar, som jeg har mødt gennem poker. Men for satan hvor var den steg lækker.

Når 2 pokervenner mødes, kan snakken selvfølgelig ikke undgå at falde på ulidelige suckouts, donks der får ens pis i kog og så naturligvis den netop overståede WSOP. Ingen af os har nogensinde deltaget, selvom undertegnede har været i Sin City et par gange. Som samtalen udvikler sig bliver vi mere hooked på at spare op til turen næste år. Man behøver jo ikke nødvendigvis at flotte sig med Main Event. Et par 1.500$ events burde kunne gøre det, og så ser det mere realistisk ud, hvis man tager de økonomiske briller på.

Så hvem ved? Måske sidder vi begge med et bracelet næste år ved denne tid (Yeah right!). Lad os nu se, om det overhovedet bliver til noget. Vi har begge familie og børn, så der er i hvert fald nogle ting, der skal afstemmes.