Når en Aarhus hustler rykker nordpå

Randers var der ikke meget ved
Et åndeligt halvformørket gudsforladt sted

Sådan lyder en linje i et langt og over 15 år gammelt rapnummer af Østkyst Hustlers.
Den sang, og især den linje, gik jeg og havde i tankerne i starten af denne måned inden jeg skulle spille Jysk Pokermesterskaber i Randers.

Sammen med min pokerhomie Onkel i, havde vi på forhånd udvalgt os den første af fire indledende dage til at være den hvor vi ville prøve lykken.
Vores fællesbekendte 'Mafioso' som tilhører et fast pokersjak vi har her i byen var med på idéen, og derfor var vi tre mand høj, der en tirsdag eftermiddag var klar til at drage afsted i Onkel i's øse fra Aarhus mod Randers.
Jeg mødte i vanlig stil op et kvarter for sent på Onkel I's adresse, og da vi skulle samle Mafioso op ved en Lidl butik i Aarhus Nord, havde han af uransagelige årsager valgt at gå på tilbudsjagt inde i butikken.
Så da Mafioso endelig kom dryssende ud af butikken og imødekom os med et afslappet smil, begyndte Onkel I og mig efterhånden at føle os lidt pressede på tidsplanen, da ingen af os
anede meget andet end hvor Regnskoven og Stadion i Randers ligger.

Vi kom dog hurtigt til Randers, fik nemt parkeret bilen og fandt hurtigt Randers Cardrooms lokaler hvor turneringen blev afholdt.
Så med et kvarter til turneringsstart var vi tjekket ind og klar og Onkel I og Mafioso havde tid til at få stillet smøgtrangen.


Mafioso og Onkel I på gaden i Randers, hvor de dulmer nerverne inden turneringen

Der var fyldt op til alle de fire indledende runder, og vi var derfor 45 spillere til start der skulle igennem 12 levels af 25 minutter før der blev cuttet til finalen om lørdagen.
Ud over Onkel I og Mafioso var der kun en enkelt i rummet som jeg kendte fra tidligere pokerarrangementer - og det var den danske wrestler Chaos, der efter sigende har kastet forum-døgnfluen UgotJosed rundt i ringen.

Jeg fik et bord med fem lokale fra Randers, en anden fyr fra Aarhus, en fyr fra Holstebro og så Mr. Chaos, der vist kommer fra en eller anden fjern landsby.
Planen var som oftest når jeg kommer til et bord med en masse ukendte spillere,
at jeg ville starte forsigtigt ud og få skabt mig et indtryk af dem jeg spillede med,
og se om jeg kunne lure hvem der var hajer og hvem der var fisk.

Vi var dog kun lige kommet ind i level 2 med linds 50/100, før jeg blev blandet ind i en stor omgang action.
Jeg kiggede ned i 10-10 fra utg og raisede den op til 300.
Det gav to callers, hvorefter en fyr der ikke havde gjort meget væsen af sig ved bordet vælger at sige re-raise fra knappen og smide 900 ud foran sig.
Jeg var ikke i tvivl om at han var stærk, men samtidig var raiset simpelthen for lille til ikke at tage et flop af, når vi var tre andre i potten, der allerede havde lagt 300 hver.
Jeg smed 600 mere ind for et call, og det samme gjorde en af de andre.

Bordet kom med et regnbuefarvet flop  10 K 8

Jeg havde floppet settet i en pot der allerede var på over 3000 og blinds var kun på 50/100.
Det kunne ikke være meget bedre.
Jeg checkede floppet og det samme gjorde den anden mand i potten, hvorefter 3-betteren bettede omkring halv pot ud.
Jeg reraisede ham med lidt over 4000 og derefter lød det højst overraskende all in fra den anden mand i potten.
3-betteren vred sig lidt i stolen, men kom til konklusionen at en af os nok havde ramt den konge...not shit Sherlock !
Et splitsekund frygtede jeg at den anden mand havde spillet et par konger på en alternativ måde, men jeg havde naturligvis et nemt call og han viste K8 op.
Min hånd holdte hjem, og så kunne jeg for en stund kalde mig chipleader ved bordet.
Jeg kom dog aldrig længere op i stacken end jeg var efter denne hånd.
Blinds steg, og jeg var kun involveret i nogle mindre pots, hvoraf de fleste
desværre ikke gik min vej.


     Jysk Pokermesterskab dag nummer 1 er i fuld gang i Randers Cardroom

Efter omkring 2½ times spil røg Mafioso ud af turneringen og der var spillet lige knap fire timer da Onkel I kunne forlade sit bord.
Ved blinds 500/1000 var der igen all in action for mit vedkommende.
Ved bordet havde vi en agressiv spradebasse, der fik raiset en del hænder preflop,
og fik samlet en del små pots op.
Han fik atter engang raiset til omkring 3000, og Chaos der var blevet small stack valgte at smide sine sidste omkring 6000 chips til midten.
Jeg kiggede ned i A10 i min lille blind og havde omkring 16.000 i stacken.
Umiddelbart lugtede det af et fold, men jeg var ikke i tvivl om at de fleste ved bordet,
og helt sikkert også Chaos, havde bemærket at spradebassen raisede en hel del hænder.
Jeg mente derfor også at Chaos´ range for et skub med sin small stack ville være en del bredere på et raise fra spradebassen.
Med andre ord følte jeg mig fornuftigt inde mod Chaos, og rigtig fint inde med A10 i forhold til spradebassens hånd.
Jeg fik derfor overbevist mig selvom at denne hånd skulle skubbes til midten for at isolere og få Chaos´ all in for mig selv.
Spradebassen gik nu i boxen og tænkte længe.
Det kunne tyde på at han rent faktisk havde en fornuftig hånd denne gang, men han endte med at folde.
Han blev ret så misfornøjet da han så min A10, da han ifølge ham selv havde foldet AJ.
Chaos viste 66 op og jeg var ude i et flip.  
Desværre var der ingen hjælp til min A10, og min stack var nu nede på omkring 10.000
 


     Vinderpokalen til den Jyske Pokermester 2011

Blinds gjorde nu rigtig ondt på min stack, og jeg var all in en enkelt gang hvor jeg samlede blinds + en limper op.
Da jeg kort efter så ned i 99 valgte jeg igen at skubbe stacken ind preflop fra utg+1.
Fyren lige efter mig havde en kæmpe stack og snapcallede, hvilket jeg egentlig ikke var ked af, da jeg allerede havde set ham calle tre all ins tidligere med forfærdelige hænder, så han havde fået doblet tre andre mindre stacks op på den måde.
Alle andre foldede, men desværre kunne han fremvise AA denne gang, og så var mit Randers-eventyr slut.
Jeg rejste mig fra bordet og fandt mit overtøj frem. En af de lokale bestyrere fra pokerklubben kiggede overrasket på mig.
"Er du ude?  Jeg havde ellers dig til at nå langt i turneringen" sagde han.
Om han fedtede for flere medlemmer i klubben eller han rent faktisk havde opdaget hvilken fantastisk dygtig pokerspiller jeg er, det ved jeg ikke.
Men det var svært at modsige sådan en kommentar, så jeg takkede pænt af for denne gang og ønskede folk held og lykke.
Onkel I og mig forlod stedet og gik udenfor.
Ingen af os havde set Mafioso i næsten to timer på det tidspunkt, men vi fik fat i ham på mobilen og kort efter var vi samlet.
Hvad Mafioso havde lavet de sidste to timer fandt jeg aldrig ud af, men han var i et vældig godt humør på turen hjem fra Randers.

Jysk Pokermester kan jeg ikke kalde mig, men jeg er frisk igen til næste år.
Der var tale om en rigtig fornuftigt sammenskruet turnering, og Randers Cardroom skal have stor ros for et veludført arrangement.
Min kamp for en pokertitel i 2011 fortsætter !

 

Skriv en kommentar
ebb, ons, 01/06/2011 - 07:11

God historie - GL med titteljagten

Ejner

Ender, ons, 01/06/2011 - 10:18

Hvordan kan du undlade at fortælle hvad mafioso lavede? Super underholdende Blog.

Istappen, ons, 01/06/2011 - 10:31

"...den danske wrestler Chaos, der efter sigende har kastet forum-døgnfluen UgotJosed rundt i ringen."

wav