Annette Obrestad - Født i Sandnes, Norge. 1988

Billede af Annette Obrestad

Annette Obrestad er mest kendt for sine evner i online multitable tournaments, men i 2007 vandt hun den første WSOP turnering afholdt i Europa.

 

Annette "Annette_15" Obrestad blev født i Sandnes, Norge, i 1988. Hun fik som barn undervisning i seven-card stud af sin far.

 

Som 15-årig fik Annette lyst til at prøve kræfter med onlinepoker, og spurgte derfor sin mor om lov til at låne hendes hævekort til at deposite på et pokersite. Det kunne der ikke blive tale om, og i stedet måtte Annette starte fra bunden med at spille freerolls.

 

Den første freeroll, hun spillede, gjorde hende $ 9 rigere. Ifølge rygter har det siden aldrig været nødvendigt, at deposite en eneste dollar. I løbet af få måneder havde Annette vundet nok til at kunne deltage i "rigtige" turneringer. Alene på PokerStars præsterede hun fra september ’06 til september ’07 at blive enten nummer 1 eller 2 i over 20 $ 109+ re-buy og $ 55-re-buy tours.

 

Ung dame på vej 

Der er en enorm fokus på den nu 19-årige Annette, som betragtes som en af verdens bedste pokerspillere. Og der er ingen tvivl om, at teenageren har en ganske særlig evne til at spille poker. Og ikke mindst spille sine modstandere.

 

Faktisk er Annette så god til at spille sine modstandere, at hun har formået at spille en turnering med tape over computerskærmen, så hun ikke kunne se sine holecards. Dermed skulle hun udelukkende spille på position, tells og instinkt. Hun blev nummer 1 ud af 180 spillere. Hendes force har i flere år været online turneringer, men i løbet af det seneste år har den unge kvinde fået øjnene op for live turneringer.

 

Live i London

Som så mange andre pokerspillere drømmer Annette Obrestad om at komme til Las Vegas og vinde WSOP. Det bliver dog først til noget i 2009 eller 2010, når hun endelig har rundet de 21 år og må deltage. 

 

I 2007 blev det annonceret, at WSOP (også) skulle afholdes i Europa og med en aldersgrænse på 18 år. Annette var selvfølgelig til at finde der. En $ 10.000 buy-in-tour med 362 deltagere fra start, der i blandt kendte ansigter som Theo Jørgensen og Gus Hansen, og en million euro til vinderen, var hvad der ventede Annette i London.

 

Hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun kunne vinde eventet. Men i takt med at de andre spillere faldt fra, og hendes egen stack voksede, kunne hun skimte chancerne for et finaltable. På eventets 6. dag var antallet af spillere skrumpet ind til 9.

 

Med 3 spillere tilbage var Annette stadig med, selv om hun havde færrest chips. Alligevel formåede hun at ende HU med briten John Tabatabai, som til sidst måtte se sine 2 floppede par slået af Annettes floppede set i 7’ere. Efter 6 dages intensivt pokerspil kunne Annette endelig krones som Europas pokerdronning - og som den både yngste og første kvindelige pokerspiller til at vinde et WSOP main event.

 

Blot en måned senere indkasserede hun knap € 300.000 ved EPT i Dublin, hvor hun endte med på en 2. plads. Det seneste halve år er det blevet til flere WPT og EPT placeringer i pengene.

 

Fremtiden 

Fremtiden vil Annette bruge på at studere spillets facetter og blive endnu bedre til at mestre spillet, så hun er klar til at vinde et bracelet og titlen som hele verdens pokerdronning ved WSOP i Las Vegas næste år.